Tilbage til kort

Syddjurs

Kasseret it-udstyr får nyt liv hos Refurb

Refurb har stor succes med at sætte kasseret it-udstyr i stand og sælge det i Danmark og Norge. Med hjælp fra Væksthus Midtjylland skal et nyt marked erobres, og miljøet spares for endnu mere problematisk affald.

Brugte mobiltelefoner, bærbare computere og tablets bliver ikke betragtet som affald hos Refurb i Syddjurs men som råvarer. Når de kasseres, er de langt fra slidt op. Efter et grundigt tjek og en rengøring får de flere års levetid hos Refurb og sælges med garanti.

Foreløbig går det strygende i Danmark og Norge, og Refurb er klar til at kaste sig ud på det tredje europæiske marked. Med en solid indsigt i bagagen, som de har fået via Væksthus Midtjylland.

”Vi er iværksættere og moser bare på, men med Væksthus Midtjylland på sidelinjen er det ligesom at have en hjælper, der sidder i vores baghave. Dermed slipper vi for at buldre afsted i et nyt land men bevæger os med mere sikker grund under fødderne”, siger salgs- og marketingchef Peter Hove.

Han stiftede Refurb i 2008 sammen med to venner. Deres forretningsidé om at udvikle software blev i 2010 ændret til at puste nyt liv i brugt it-udstyr. Siden den første medarbejder kom til samme år, har de ansat yderligere 39. Og salgstallet er i 2017 nået helt op på 50.000 enheder.

Planen er at fortsætte væksten og indtage seks eksportmarkeder inden 2020. Et nyt står for tur om få måneder og for at få forståelse af det nye marked, ringede Refurb til Væksthus Midtjylland og fik anbefalet kontaktpersoner, fremgangsmåde og ressourcer.

”Det vigtigste for en mindre vækstvirksomhed som Refurb er, at vi har adgang til viden, indsigt og netværk. Det får vi via Væksthus Midtjylland, der fungerer som en mentor, der giver os indblik i det kludetæppe af muligheder, der er for medfinansiering f.eks. i forhold til eksport”, siger Peter Hove.

Ligesom Refurb gør en forskel for miljøet ved at give brugte mobiltelefoner, tablets og pc’er nyt liv, gør Væksthus Midtjylland en forskel for Refurb.

Faktaboks

Udfordring

Start på eksport til et nyt europæisk land.

Løsning

Viden om det pågældende land og kontakt til relevante samarbejdspartnere.

Imidt-effekt

Sikker grund under fødderne på et nyt marked.